Politiet deler alvorligt billede

Sydøstjyllands Politi deler billede, der giver dig 157 gode grund til at lade bilen stå efter påskefrokosten.

Vi kender det alle sammen. Det er påskefrokost, og så skal man både have en påskeøl eller to og dertil gerne en snaps. Pludselig har man fået lidt for meget at drikke.

Men det er ikke altid alle, der ved, hvornår de har fået nok. Nogle gange ender folk bag rattet i bilen, selvom promillen nok overstiger de 0,5, der er grænsen, hvis man skal køre bil.

Nu deler Sydøstjyllands Politi et billede på Twitter fra Nordjyllands Politi, der skal minde os alle om, hvorfor man skal lade bilen stå.

Med teksten ”Er du i tvivl, er du ikke rigtigt i tvivl. Lad bilen stå. Det har vi 157 gode grunde til”, deler flere politikredse billedet fra Rådet for Sikker Trafik. Det viser antallet af dræbte i ulykker med spirituskørsel fra perioden 2011-2015.

I vores område tæller det 21 personer, der desværre har mistet livet i en ulykke, hvor alkohol er involveret. I nat havde Sydøstjyllands Politi fat i et par spritbilister.

-Vi har haft fat i et par stykker i nat, men det er ikke noget usædvanligt, selvom der er påskefrokoster. Men igen kan vi kun sige, at man lader bilen stå, siger vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi.