Politiet: Det er usselt at true beboere i ældreboliger

Politiet håber på hjælp fra vidner til at opklare to forsøg på røveri mod to kvindelige beboere i ældreboliger i Haderslev begået af tre danske unge.

Lokalpolitiet i Haderslev efterforsker tirsdag formiddag på fuld kraft de to røveriforsøg to kvinder på 74 og 83 år mandag aften ved 21-tiden var udsat for i deres ældreboliger, der ligger ved siden af Plejecenter Humletoften på Hjortebrovej i Haderslev.

- Det er usselt, det som de unge mennesker har udsat de to kvinder for. Jeg mindes ikke noget lignende - og det passer ikke ind i noget mønster, som vi kender til hos kriminelle, siger Preben Westh, der er leder af lokalpolitiet i Haderslev til TV SYD.

Han oplyser, at de to overfaldne kvinder beskriver røverne som "unge danske mænd" omkring de 20 år. De tre røvere var maskerede, men ikke nok til helt at  sløre deres udseende og de talte dansk.

- Vi vil meget gerne høre fra alle, der har set eller hørt noget i området ved ældreboligerne på Hjortebrovej i Haderslev, siger vicepolitiinspektør Preben Westh.

Politiet kan kontaktes på 1-1-4.

_