Politiet: Det kan ske igen

Borgerne i Østbyen i Esbjerg blev ikke beroliget på det informationsmøde, som blev holdt fredag eftermiddag. Politiet leder stadig efter den person, som har påsat syv brande i bydelen.

- Det kan ske igen, siger vicepolitiinspektør Lorenz Matzen.
Han oplyste de fremmødte beboere om, at politiet stadig leder efter gerningsmanden til syv af 12 påsatte brande det sidste halve år. De fem brande, der anses for opklaret, er lavet af en gruppe børn mellem syv og 17 år.

Mandag blev bydelen skræmt af den femte brand på Hans Tausens Vej. En bunke med aviser og reklamer var antændt i kælderen under nr. 15.

Køb røgalarmer

På informationsmødet opfordrede vicepolitiinspektøren beboerne til at anskaffe sig røgalarmer. Og til at holde opgangen fri for brændbart materiale.

Målet med dagens møde var ikke at berolige beboerne. Derimod vil politiet gerne informere om, hvad status er for opklaringsarbejdet.
Ca. 20 beboere deltog i mødet.