Politiet: Det var hævn, da to mænd gik amok med spraymaling

To mænd har tilstået, at de har begået omfattende graffiti-hærværk. Ifølge politiet var det en hævnaktion.

Den 21. januar 2018 vågnede Haderslev op til en by, der var vandaliseret med graffiti på adskillige bygninger - blandt andet rådhuset og politigåden.

Syd- og Sønderjyllands Politi har nu sigtet en 30-årig mand fra Haderslev og en 31-årig mand fra Københavnsområdet for hærværk mod i alt 24 bygninger.

- De to mænd er blevet genkendt på videoovervågning i fuld aktion med spraydåserne fra forskellige steder i byen, så det var forholdsvis let at konstatere, at det er dem, der er gerningsmændene, siger Jeppe Kjærgaard, der er vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

 
 
Foto: Christian Kallenbach
 
 
Foto: Christian Kallenbach
 
 
Foto: Christian Kallenbach
 
 
Foto: Christian Kallenbach

Begge mænd har tilstået, at det er dem, som står bag det omfattende hærværk med spraymalingen.

Politiet: Motivet var hævn
Den ene mand var tidligere på natten blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, hvilket de begge var utilfredse med. Derfor besluttede de to mænd sig ifølge politiet for at hævne sig med en spraydåse.

Ud over en betydelig bødestraf for hærværk kan begge også se frem til et erstatningskrav fra ejere af de berørte bygninger.