Politiet efterforsker nu årsagen til branden i Fredericia

Branden på Fredericia havn er slukket og politiet er straks torsdag eftermiddag gået i gang med at finde frem til, om der ligger en strafbar handling bag brandens opståen.

Branden på Fredericia havn er slukket. Afspærringerne omkring brandstedet bliver dog opretholdt, da der er en efterforskning i gang for at afdække, hvordan og hvorfor branden opstod - og om der i den forbindelse måtte være begået et strafbart forhold. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Afspærringerne omkring uheldsstedet opretholdes også, da der er et ganske omfattende oprydningsarbejde at udføre.

Det betyder, at området helt tæt på brandtomten vil blive overvåget af hjemmeværnet og Sydøstjyllands Politi opfordrer venligt - men bestemt - til at man respekterer afspærringen og de hjemmeværnsfolk, der er på frivillig tjeneste. Det skal også fremhæves, at færden i ulykkesområdet kan være farligt.

Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at oplyse, hvor længe afspærringen vil fortsætte, men der kan blive tale om dage. Det betyder også, at der altså kan forudses trafikale udfordringer i Fredericia lidt endnu.

Det er heller ikke muligt på nuværende tidspunkt at oplyse noget om varigheden af den politimæssige efterforskning. Sydøstjyllands Politi  har ikke oplysninger til offentligheden om efterforskningen før den er afsluttet.

Branden opstod formentlig, da en tank med flydende gødning væltede onsdag aften. Det fik en anden og større tank med fritureolie til at antænde. Derfor kan branden i princippet sammenlignes med en brand i en frituregryde. Dog i en meget større skala.

Det forklarer Peter Kragh, chef for Nationalt Beredskab i Beredskabsstyrelsen, i en pressemeddelelse.

- Ved den slags brande, kan man ikke bare hælde vand på. Ved en brand i en frituregryde skal man lægge et låg på for at kvæle ilden. Det samme gør sig gældende her, hvor branden slukkes med et låg af skum, siger han.

I forbindelse med branden har der også været advaret om eksplosionsfare, men det blev afblæst torsdag morgen.