Politiet efterlyser ejere af tyvekoster

Har du haft indbrud for nylig? Og fik du stjålet smykker, ure, en computer eller et kamera? Så kig med her.

Syd- og Sønderjyllands Politi har fundet en masse tyvekoster i forbindelse med ransagninger. Politiet mener at tyvekosterne stammer fra en række indbrud begået i områderne omkring Vejen, Vejle, Kolding og Børkop. Nu efterlyser politiet tyvekosternes ejermænd.

- Vi har fundet en masse ting i forbindelse med ransagninger hos den samme persongruppe. Nogle af tingene har vi fået placeret og givet tilbage til deres ejermænd. Men vi har brug for hjælp til at finde ejermændene til resten af tingene. Det kan nemlig være svært at vide, hvor tingene er blevet stjålet fra, siger Anders Simonsen, politiassistent ved lokalpolitiet i Vejen, til TV SYD.

Tyvekosterne består af smykker i lange baner, et ur fra Christina Watches, en bærbar computer fra Lenovo, et Nikon kamera, et par Police solbriller, et smykkeskrin og et sæt porcelænssvaner. Politiet beder alle, som kan genkende nogen af tingene, om at ringe til lokalpolitiet i Vejen på telefon 1-1-4.