Politiet efterlyser mand efter overfald: Kan du kende ham?

En person blev i midten af oktober umotiveret slået og sparket af en ukendt gerningsmand. Nu søger politiet identiteten på manden.

Lokalpolitiet i Esbjerg har mandag udsendt en efterlysning på en mand, som politiet beskriver som gerningsmanden til et umotiveret overfald den 15. oktober.

Natten til lørdag den 15. oktober klokken 05.05 indfandt manden sig på Cirkle K på Strandby Plads i Esbjerg og overfaldt ifølge politiet umotiveret en person med slag og spark.

- Gerningsmanden kommer ind og blander sig i en diskussion. Han slår så umotiveret forurettede i ansigtet og sparker ham, fortæller politikommissær Peder Jessen, lokalpolitiet i Esbjerg, til TV SYD.

Esbjergs lokalpoliti søger derfor nu identiteten på gerningsmanden, der beskrives som 25-40 år, almindelig af bygning, 170-180 cm. høj og dansk/grønlandsk af herkomst. Manden har kort mørkt hår, og han var iført mørkeblå jakke og grå joggingbukser ved overfaldet.

Manden mangler derudover en fortand, han har tatoveret et grønlandsk flag på halsen, og så bærer han øgenavnet ”Niko”, oplyser politiet.

- Vi har endnu ikke haft held til at finde frem til manden, selvom vi har været rundt flere af de steder, hvor vi har en formodning om, han opholder sig. Vi er ikke sikre på, om han bor i Esbjerg, men han opholder sig af og til i byen, siger Peder Jessen fra lokalpolitiet.

Lokalpolitiet i Esbjerg kan kontaktes på telefon 114, hvis du har oplysninger om manden.