Politiet efterlyser nu officielt 63-årig for drab på ægtefælle

En 63-årig mand efterlyses nu for drab på sin 61-årige hustru i Kolding. Det oplyser Sydøstjyllands Politi mandag morgen. Eftersøgningen har bl.a. fokus på Vejers-området, hvor familien har haft et sommerhus.

Sydøstjyllands Politi efterlyste i går den 63-årige Bent Ovesen, gift med den 61-årige kvinde, der lørdag kort før middag blev fundet død i sit hjem på Christiansøvej i Kolding.

Politiets undersøgelser på stedet fastslog, at kvinden ikke var død af naturlige årsager.

- Der er skader på den dræbte, som gør, at vi mener, at der er tale om et drab. Vores mistanke mod den 63-årige mand skyldes bl.a., at han er forsvundet og ikke har givet lyd fra sig i forbindelse med ægtefællens død, forklarer politiinspektør Carit Andersen, Sydøstjyllands Politi, mandag formiddag på en pressebriefing i Horsens.

KLIK og se mere på localeyes.dk

Politiet leder efter den 63-årige mistænkte mand i hele landet - og har særligt rettet søgelyset mod Vejers ved Vestkysten, hvor familien tidligere har haft et sommerhus, hvorfor den efterlyste kender området godt.

- Vi vil meget gerne i kontakt med manden, og vi håber, at der sidder nogen derude med oplysninger, der kan hjælpe os til at finde frem til ham. Vi frygter, at han kan have gjort skade på sig selv, og også af den grund er det vigtigt, at vi hurtigt finder frem til ham, siger politiinspektør Carit Andersen, Sydøstjyllands Politi.

Mandag formiddag vil der blive gennemført en obduktion af den 61-årige kvinde for at fastslå den endelige dødsårsag og dødstidspunkt.

Bent Ovesen er 63 år, han er almindelig af bygning og 187 centimeter høj. Han er skaldet og bærer briller. Bilen er en gråbrun Ford Mondeo med registreringsnummer AU 24836, årgang 2015.

Har du oplysninger i sagen, eller har du set den 63-årige mand eller den gråbrune Ford Mondeo, som han formentlig kører i, så kontakt Sydøstjyllands Politi via 1-1-4.