Politiet efterlyser vidner efter overfald

Sydøstjyllands Politi efterlyser to personer efter et overfald i Horsens.

Det har været en halvtravl nat med flere voldsepisoder for Sydøstjyllands Politi.

Blandt andet i Horsens er en mand blevet overfaldet af to andre mænd. Manden blev tildelt flere slag og spark af de to gerningsmænd, som efter overfaldet forsvandt. Overfaldet skete fredag aften klokken 22.02 på Lidls parkeringsplads på Grønlandsvej.

Den 23-årige mand, der blev overfaldet, måtte en tur på skadestuen.

Politiet efterlyser nu vidner til overfaldet, som kan have set noget. Politiet vil også gerne have henvendelser fra vidner, som kan kende noget til de to gerningsmænd.

Den ene af de to gerningsmænd beskrives som dansk af udseende, ukendt alder og højde, slank, langt lyst skæg, han var tatoveret under højre øje med to røde streger eller et Dannebrogsflag, han var også tatoveret på halsen og så bar han mørk kasket.

- Han må da være til at finde, siger Hans Hoffensetz, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi til TV SYD. Den anden gerningsmand beskrives som 180 centimeter høj, med markerede kindben, tilbagestrøget slikhår og iført brun læderjakke.