Politiet efterlyser vidner til voldsepisode

Syd- og Sønderjyllands politi efterlyser vidner til to voldsepisoder tidligere på måneden.

Syd- og Sønderjyllands politi efterlyser vidner til to voldsepisoder, der fandt sted mandag den 17. august, mellem kl. 22 og 23, i området omkring Skrænten og Spangsbjerg Kirkevej i Esbjerg.

Her blev to personer helt umotiveret overfaldet af en gerningsmand. Begge forurettede slap dog med overfladiske skrammer.

- Vi vil gerne have nogle vidner, der kan understøtte hændelsesforløbet, siger Tage John fra Esbjerg Politi til TV SYD.

Den formodede gerningsmand, en 35-årig mand, sidder varetægtsfængslet indtil den 15. september.

En af de forurettede oplyste, at en kvinde havde observeret episoden. Kvinden bar ifølge den forurettede et slør eller et tørklæde.

Syd- og Sønderjyllands politi ønsker at tale med personer, der måtte have set eller hørt noget, der kunne relatere sig til sagen.

Ring 114, hvis du har oplysninger i sagen.