Politiet er bevæbnet - med godt humør

Politiet er klar til at modtage 30.000 gæster i Esbjerg i denne uge. Betjentene er bevæbnet - med godt humør. Og de tager et nyt våben i brug: Twitter.

- Politiet har et særligt fokus på landsstævnet - og har gennem mange måneder lagt planer for, hvordan politiet kan hjælpe med en god og sikker afvikling, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse. - Det kan ikke undgås, at et så stort stævne vil betyde gener i Esbjerg af forskellig karakter. Derfor appellerer politiet også til borgernes forståelse og tålmodighed.

Nyt våben

Og som hjælp til at opretholde ro og orden, vil politiet tage det nye våben - sociale medier - i brug. Alle vigtige og aktuelle meddelelser udsendes via Twitter.

Derfor opfordres både arrangører, frivillige, deltagere og Esbjergs borgere til at følge @SjylPoliti og politiets hashtag: #politidk på www.twitter.com

- Det er en naturlig udvikling for os, at vi bruger de sociale medier til vores direkte kontakt med borgerne, siger stabschef Lene Roesen fra Syd- og Sønderjyllands Politi. I forvejen er mange politikredse og Rigspolitiet på Facebook og Twitter med stor succes og en stærk opbakning fra befolkningen.

Synligt politi

Efter DGIs landsstævne vil indsatsen på Twitter blive evalueret. Og det vil blive besluttet, om politikredsen også fremover i det daglige arbejde vil bruge sociale medier i kontakten med borgerne.

Men politiet er ikke bare synligt på de sociale medier i forbindelse med landsstævnet. På hjørnet af Gl. Vardevej og Mågeparken - lige over for stadion - ligger beredskabsstationen, hvor politiet holder til sammen med Esbjerg Brand og Redning, Sundhedsberedskabet og Politihjemmeværnet. Det er basen, hvorfra indsatsleder, patruljebetjente, nærpoliti og færdselspoliti alle med et smil vil hjælpe med de mange store og små opgaver i stævneområdet, hedder det.

Åben 16 timer i døgnet

På beredskabsstationen har politiet en ekspedition åben for publikum mellem klokken 07.00 og 23.00 på hver af stævnedagene. Desuden er en særlig linje ind på politiets telefonnummer 1-1-4 blevet reserveret til henvendelser, der har noget med landsstævnet at gøre.

Anmeldelser af eventuelle tyverier og hærværk kan også ske på politiets hjemmeside www.politi.dk