Politiet: Flere fotovogne. Færre dræbte

Flere fotovogne får flere bilister til at overholde hastighedsbegrænsningerne, lyder det fra politiet.

Antallet af fotovogne blev mere end tredoblet 1. februar i det sydlige Jylland. Det vil medføre færre ulykker, siger politiet.

Eksempelvis i Sydøstjyllands Politikreds blev der i 2008 dræbt 50 mennesker i trafikken, og 303 kom alvorligt til skade.

I 2014 var tallene 21 dræbte og 137 alvorligt tilskadekomne, og det skyldes, at gennemsnitshastigheden er faldet bl.a. som følge af fotovognene, siger politiet.

- Vi ved, at hastigheden er faldet, for i 2012 blev der i gennemsnit taget ca. 14 billeder pr. måletime som udtryk for 14 målte hastighedsovertrædelser pr. måletime. I 2014 var det tal faldet til ca. 6,3 billeder pr. måletime. Kontrol og kampagner hjælper altså, siger politikommissær Jesper Engelund fra Trafiksektionen i Færdselsafdelingen i Sydøstjyllands Politi.

- Oprustningen i antallet af fotovogne betyder, at borgerne skal være helt klar over, at risikoen for at blive taget i en fartkontrol nu er markant forhøjet, så det vil være rigtigt klogt i højere grad at køre efter reglerne. Både fordi man så undgår bøder, men altså især fordi det redder menneskeliv, siger Jesper Engelund.