Politiet genåbner sag om drab på pige

12-årige Susan Hansen blev myrdet i januar 1992, og sagen blev aldrig opklaret. Politiet ser på sagen igen, efter der er rejst tiltale mod en 55-årig mand fra Rebild for misbrug af ni børn. Manden boede i Fredericia, da pigen blev dræbt.

Vicepolitiinspektør Torben Svarrer fra Sydøstjyllands Politi siger til Ritzau, at det er naturligt, at en gammel sag op, når der er et sammenfald med en ny sag.
 
- Manden har boet i politikredsen (Fredericia.red) på gerningstidspunktet, siger Torben Svarrer. Vi har ikke afhørt ham endnu. Han er ikke mistænkt og har heller ikke været mistænkt tidligere, siger Torben Svarrer.

Boede i nærheden

12-årige Susan Hansen boede alene med sin mor i Sønderparken i Fredericia, hvor også manden fra Rebild boede. Pigen blev sidst set i live den 30. januar 1992. Dagen efter blev hun fundet kvalt i en grøft. Der var ikke tegn på, at drabsmanden skulle have haft et seksuelt motiv.

Torben Svarrer siger, at politiet ofte får henvendelser om gamle sager, men han vil ikke oplyse, om efterforskningen bliver genoptaget, fordi der er kommet nye oplysninger frem.