Politiet guider: Sådan undgår du billethajer

Hvis du har planer om at skaffe en billet til en af sommerens udsolgte festivaler, så skal du passe på, at du ikke bliver snydt af billethajer.

Festivalsæsonen er startet, og hvis du var for langsom på tasterne, da billetterne blev sat til salg, så kan det være fristende at købe en billet ved en privatperson online. 

Du skal dog være på vagt. Nogle af de private sælgere er billethajer, der sælger den samme billet til flere personer.

- Desværre øjner nogle kriminelle muligheden for at tjene lette penge ved at udnytte, at mange gerne vil se deres yndlingsband optræde live. Og det er rigtig surt at blive snydt. Men ved at bruge sin sunde fornuft og være skeptisk i jagten på billetter, kan man i hvert fald mindske risikoen, siger Christian Østergaard, specialkonsulent ved Syd- og Sønderjyllands Politis Kriminalpræventive Sekretariat.

Han har tre gode råd til, hvordan du undgår at blive snydt. Læs dem i faktaboksen herunder.

Sådan undgår du at blive spist af billethajer

  • Sørg for, at der er samme navn på billetten, MobilePay-kontoen og på den person, du skriver med online.
  • Tag direkte kontakt til sælger og bed om et fysisk møde. Betal først, når du får billetten, og tjek så vidt muligt inden da, om billetten er ægte.
  • Undersøg om festivalen tilbyder hjælp til overdragelse af billetter mellem private personer.

Hvis du har købt din billet af en privatperson, og du er blevet snydt, så er der ikke noget at gøre. Arrangøren har ikke noget ansvar.

Hvis du har købt din billet ved en virksomhed, og du er blevet snydt, så kan banken normalt føre pengene tilbage, hvis du har købt den på nettet med et betalingskort. Det samme gælder, hvis du har brugt MobilePay til at betale virksomheden for billetten. Læs mere om reglerne her. 

Politiet opfordrer til, at man anmelder billetsnyd til dem ved at ringe 114 eller ved at bruge deres hjemmeside.