Politiet håber, at sjælden kniv kan føre til Rema-røver

En lidt speciel køkkenkniv og en efterladt damecykel er politiets bedste spor efter et røveriforsøg mod en Rema 100-butik i Horsens, hvor en mand lå på lur, da personalet låste sig ud.

En rød kniv og en hvid damecykel efterlod en røver, da han tog flugten efter forsøg på røveri for 8 dage siden, mandag den 23. juli,  klokken ca. 21.20 mod Rema 1000 på Hede Nielsens Vej 2, i Horsens.

Gerningsmanden truede personalet ved bagindgangen med en kniv, netop som de var ved at forlade butikken efter lukketid. En mandlig ansat skubbede til røveren, der valgte at tage flugten og efterlod kniv og damecykel.

- Vi har overvågningsbilleder, men de kan ikke alene identificere ham. Derfor håber vi, at nogle kender den lidt specielle kniv og damecyklen, siger vicepolitiinspektør Lsrs Peter Madsen, Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Den hvide damecykel er af mærket Mustang og af typen ”Dagmar”. Den er monteret med en brun varekurv i flettet plast foran ved styret.
Den hvide damecykel er af mærket Mustang og af typen ”Dagmar”. Den er monteret med en brun varekurv i flettet plast foran ved styret.
Foto: Sydøstjyllands Politi

Røveren gik efter at få fat i dagens omsætning, hvilket dog ikke kunne være lykkedes, da butikkens kontanter er beskyttet i et lukket system.

- Vi  er interesseret i alle oplysninger. Hvis du er i tvivl om, at  vi kan bruge dine informationer, så ring – vi skal nok sortere i hvad, der kan bruges og hvad ikke, siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen.

Hjælp politiet

  • Gerningsmanden beskrives som mand, 165 – 170 centimeter høj, spinkel af bygning, talte dansk, iført en mørkgrøn/mørk hættetrøje, sort elefanthue og mørke/grå bukser. Vi har overvågningsbilleder, men de kan ikke alene identificere ham.
  • Kniven beskrives på følgende måde: ca. 33 centimeter lang køkkenkniv af mærket SWISS Q, rødt knivsblad og rød og hvidt skæfte.
  • Den hvide damecykel: Mustang af typen ”Dagmar”. Den er monteret med en brun varekurv i flettet plast foran ved styret.