Politiet har fået en stribe henvendelser om værtshus-røver

Sydøstjyllands Politi er i gang med at arbejde sig igennem en række henvendelser og tip fra borgere om, hvem der kan have begået to røverier mod værtshuse i Fredericia.

Der er kun 350 meter mellem de to røveri-ramte værtshuse midt i Fredericia - og de to røverier minder meget om hinanden i udførelsen. Ved begge røverier forsvandt gerningsmanden til fods, og vidners beskrivelse af ham matcher også.

- Vi har fået en række henvendelser og konkrete tip, som vi arbejder med at afdække lige nu, siger vicepolitiinspektør Peter Balsgaard fra Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Det første røveri fandt sted ved 22.30-tiden tirsdag aften i sidste uge, da en maskeret mand spolerede den gode stemning på Bodega Josef i Kirkegade midt i Fredericia, da han truede en ansat på værtshuset til at åbne kassen og udlevere et ukendt - men mindre - kontant beløb.

quote

Vi finkæmmer nu alle spor og lægger et puslespil, som nok skal føre os til gerningsmanden.

 Peter Balsgaard, vicepolitiinspektør, Sydøstjyllands Politi.

Seks døgn senere - natten til tirsdag i denne uge - indfandt en ung maskeret mand sig på værtshuset Havfruen på Vendersgade midt i Fredericia, og med en pistollignende genstand i hånden forlangte han at få kassen udleveret. Værtshusets kvindelige tjener nægtede dog at parere ordre og sagde, at dagens omsætning var låst inde, og at hun ikke havde nøglen. Det fik røveren til at true en gæst på værtshuset, der dog heller ikke ville slippe sine penge. Både tjener og gæst mente nemlig, at det var en attrappistol af plastik, som manden truede dem med, 

- Vi finkæmmer nu alle spor og lægger et puslespil, som nok skal føre os til gerningsmanden, lyder det fortrøstningsfuldt fra vicepolitiinspektør Peter Balsgaard.