Politiet har løsladt de tre polakker, som blev anholdt for indbrud i biler

Med anholdelsen af tre polske mænd på en p-plads ved Kolding Syd natten til fredag håbede politiet at komme nærmere en opklaring af den senere tids bølge af indbrud i biler ved motorvejen. Efter fredagens efterforskning er de tre mænd nu løsladt.

Sydøstjyllands Politi har tidligere i dag orienteret om en anholdelse af tre østeuropæiske mænd natten til i dag på en samkørselsplads ved Kolding. 

En række omstændigheder gjorde, at der var grundlag for at efterforske, hvorvidt de tre mænd kunne have relation til den seneste tids tyverier fra biler i området, eller om der kunne være tale om involvering i andre former for kriminalitet, skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelse fredag eftermiddag.

quote

Politiarbejde er af og til det lange seje træk, og vi fortsætter naturligvis vores indsats

Finn Ellesgaard Nielsen, vicepolitiinspektør, Sydøstjyllands Politi

Der er arbejdet med de anholdte hele dagen, og de grundige undersøgelser er nu afsluttede. Der blev ikke gennem dagens arbejde afdækket forhold, der med den tilstrækkelige sikkerhed godtgør, at de tre var ude i kriminelt ærinde. De er derfor nu løsladte, siger vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard til TV SYD.

Sydøstjyllands Politi forsætter indsatsen for at imødegå tyverier fra biler, som vi har set for mange af i den seneste tid.

- Politiarbejde er af og til det lange seje træk og vi fortsætter naturligvis vores indsats, siger Finn Ellesgaard Nielsen, og gentager sin appel fra tidligere i dag:

- En generel opfordring til bilejere er, at de skal undlade at efterlade værdier eller personlige ejendele i bilen, eller gemme dem væk, så de ikke ligger synligt fremme, og herudover skal de også altid huske at låse bildørene, når de forlader bilen. Vi opfordrer naturligvis også borgere til at tage kontakt til politiet, hvis de ser noget mistænkeligt, så vil vi herefter vurdere, om vi skal rykke ud, siger Finn Ellesgaard Nielsen.