Politiet har rygende travlt med mordopklaring

Siden politiet i tirsdags fandt liget af en knivdræbt mand i Horsens, har de stadig ikke anholdt mistænkte eller fundet et mordvåben. Det giver fuldt tryk på efterforskningen.

5 tons affald er blevet gennemrodet. Politiet har fundet en del effekter, som er til nærmere undersøgelse. En drabssag giver travlhed, og politiet har stadig masser af arbejde forude.

- Der er faktisk voldsomt travlt. Der er jo mange folk i gang med efterforskningen fra første færd i forhold til gerningsstedet, undersøgelser derude og undersøgelser af afdøde og obduktionen. Herunder kører der parallel efterforskning i forhold til afhøringer og henvendelse fra borgerene. Så der er tryk på, siger efterforskningslederen, Carsten Thostrup, til TV SYD.

Sydøstjyllands Politi beder folk om at være opmærksomme på henkastede ting, der kan have forbindelse med sagen og er meget interesseret i at vide mere om hvad der skete i området lørdag aften. Har du oplysninger i forbindelse med sagen kan du ringe til politiet på telefon 114.