Politiet har sigtet flere for menneskesmugling

Siden den 7. september er ni personer blevet sigtet for menneske-smugling, oplyser Syd og Sønderjyllands Politi.

Ved kontrol af biler, der krydser den dansk/tyske grænse, er både danskere og udlændinge blevet sigtet for ulovligt at fragte flygtninge gennem landet. Det bekræfter sekretariatschef Lisa Dissing fra Syd og Sønderjyllands Politi overfor TV SYD.

Politiet ønsker ikke at oplyse hvor mange biler de har kontrolleret, men fortæller, at der løbende bliver foretaget rutinemæssig kontrol af de biler, der krydser grænsen

Ifølge politiet er der samlet på Lolland-Falster og i Sønderjylland i perioden blevet sigtet 19 personer for menneskesmugling.

Den seneste tid er der ved landegrænserne i Sønderjylland og på Lolland-Falster ankommet i alt cirka 5800 flygtninge og migranter, oplyste Rigspolitiet mandag aften.