Politiet: Hold nu jeres dyr inde

Syd- og Sønderjyllands Politi har mistet tålmodigheden med de landmænd og ejere af hobbydyr, der ikke har styr på deres dyrs foderstand og indhegninger. Der er nemlig alt for tit løse dyr på vejene til store fare for trafikanterne.

Syd- og Sønderjyllands Politi bruger mange betjentes tid og kræfter på at afværge farlige situationer med løse dyr på eller ved veje og jernbanestrækninger. Det sker flere gange i døgnet i øjeblikket. 

Fredag morgen var der således løse heste, køer og får til fare for trafikanter og sig selv flere steder i Syd- og Sønderjylland. Det drejer om løse heste omkring Nordborg og både køer og får ved Vojens

Når en hest, ko, et får eller andre husdyr slipper ud på veje og jernbanestrækninger skaber de meget farlige situationer.

Hvis en bil eller motorcykel rammer et dyr på måske flere hundrede kilo, går det i bedste fald voldsomt ud over dyret. I værste fald bliver der også dræbt eller kvæstet mennesker.

Lige så farligt for trafikanterne er de undvigemanøvrer, man bevidst eller ubevidst laver, når et dyr dukker op foran. I mørke er det oven i købet umuligt at se dyrene, før de i praksis er foran bilen eller motorcyklen.

Når dyrene slipper ud på denne tid af året, skyldes det næsten altid, at der enten ikke er tilstrækkelig strøm på tråden i indhegningen, eller at tråden er faldet ned, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Som dyreejer bør du hver dag kontrollere dine indhegninger. Er elefanthegnet tændt? Er der vokset græs eller grene op, som rører tråden og dermed afleder strømmen? Er alle tråde sat op og pælene i forsvarlig stand? Hvis ikke må du i gang med værktøjet. Det er dit ansvar, at hegnet er, som det skal være. Dyr kan ofte endda på afstand mærke, om der er strøm nok på hegnet, lyder advarslen fra politiet. 

I indhegningen skal der selvfølgelig være foder og vand nok. Tørstige og sultne dyr vil altid bryde ud. 

Ulykker med dyrene kan desuden komme til at koste dyrt. Både i erstatning til dem, det er gået ud over og i bøde, hvis dyrene ikke har været forsvarligt indhegnet.

Sådan gør du, hvis du møder løse dyr

Ser du løse dyr, så forsøg at komme så tæt på, at du eventuelt på kreaturer og får kan aflæse det gule øremærke. Her står en kode for ejeren. Så kan politiet få fat i ejeren og bede vedkommende selv hjælpe med at indfange og sikre dyrene. Og en flok skræmte dyr kan løbe både hurtigt og langt.