Politiet i Esbjerg er Danmarks hurtigste

Fra det øjeblik, man ringer til politiet og til det når frem, går det i gennemsnit seks minutter i Esbjerg. Det er Danmarks hurtigste responstid. Næsthurtigst er politiet i Horsens.

Politireformen har bl.a. medført, at politiets responstid - altså tiden fra man ringer efter politiet, til det når frem - er blevet hurtigere og hurtigere.

Den gennemsnitlige responstid for hele landet lå i 2012 på 8 minutter og 35 sekunder.

Syd- og Sønderjyllands Politi er nede i 7 minutter og 43 sekunder.

Rigspolitiet har også opgjort responstiderne for de enkelte kommuner i landet.

Her viser det sig, at Esbjerg kommune har Danmarks hurtigste politi med en responstid på 6 minutter.

- I 2012 har vi vægtet at have en meget kort responstid i forbindelse med de spændinger og sammenstød, der har været mellem forskellige rocker- og bandegrupperinger i Esbjerg, siger lederen af Vagtcentralen hos Syd- og Sønderjyllands Politi, vicepolitiinspektør Finn Schøtt.

Politiet i Horsens er det næsthurtigste i landet, med en gennemsnitlig responstid 6 minutter og 3 sekunder.