Politiet i høj beredskab før rockersag starter

Politiet er i højeste beredskab i dag, når en retssag, der involverer14 personer fra rockermiljøet, starter i retten i Esbjerg.

Der er tale om en retssag, hvor en række personer med tilknytning til Bandidos er tiltalt for vold mod personer med tilknytning til den rivaliserende bande, Hells Angels. Desuden er en person fra HA tiltalt for vold mod en person fra Bandidos.
Sagen udspringer af et voldsomt sammenstød mellem fuldgyldige medlemmer eller støtter af de to rivaliserende rockergrupper i Esbjerg i rundkørselen på Strandby Plads den 22. august sidste år.
Efterfølgende blev 14 personer med tilknytning til rockermiljøet, hovedsageligt Bandidos-støtter, varetægtsfængslet.

Visitationszone omkrinmg retten

Syd- og Sønderjyllands Politi har forud for retssagens start i dag besluttet at indføre visitationszone i området omkring Retten i Esbjerg.

Beslutningen om at indføre visitationszone er begrundet i den anspændte situation i Esbjerg mellem rockergrupperne Hells Angels og Bandidos samt deres støttegrupper, hvilket har ført til flere voldelige sammenstød hen over det seneste år. Politiet har endvidere under visitationer og ransagninger fundet våben hos personer med relation til Bandidos og Hells Angels.

Der vurderes på den baggrund at være en forøget risiko for, at der bæres våben i området omkring Retten i Esbjerg i forbindelse med afviklingen af retssagerne.

Visitationszonen har et forebyggende sigte, idet den skal forebygge fare for personers liv og helbred, og indebærer, at politiet kan foretage stikprøvevis visitation af personer samt genstande og køretøjer, disse eventuelt er i besiddelse af.