Politiet jagter spritbilister

Tallene for spritkørsel i sommermånederne er skyhøje, derfor holder politiet ekstra øje med bilisternes promille i uge 27.

Alt for mange lader ikke bilen stå, når de efter en tur til stranden eller en grillaften har fået lidt for meget indenbords i sommermånederne.

Juli er nemlig den måned, hvor der sker allerflest ulykker, hvor alkohol er involveret. Der sker i gennemsnit 134 sprit-ulykker i juli sammenlignet med 68 sprit-ulykker i januar.

Derfor gennemfører politiet i perioden fra mandag den 4. juli til og med søndag den 10. juli 2016 en særlig målrettet indsats mod spiritus- og narkotikakørsel.

- Spiritusbilisterne udgør en stor risiko for os alle i trafikken. Hvert år ser vi desværre mange alvorlige ulykker, som kunne have været undgået, hvis folk havde ladet bilen stå, efter de havde drukket. Derfor gennemfører vi spritkontroller i alle landets politikredse, så trafikken bliver mere sikker for os alle, siger Erik Terp Jensen, der er chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Hos Syd- og Sønderjyllands Politi fangede de tre bilister, der var påvirkede af stoffer natten til tirsdag.

Antallet af spiritusbilister på vejene er faldet år efter år, men der er stadig mange, der tager bilen hjem i påvirket tilstand og udsætter sig selv og andre for stor risiko. Selvom antallet af spiritusbilister er faldet, spiller alkohol en stor rolle i hver femte dødsulykke i trafikken.

I de seneste seks år er flere end 210 mennesker omkommet i spiritusulykker og knap 1300 mennesker er kommet alvorligt til skade.

Politiet opfordrer til, at man blander sig, hvis der er en i selskabet, der overvejer at køre, selvom de har indtaget alkohol.

- Vi opfordrer til, at man blander sig, hvis en person i selskabet finder bilnøglerne frem efter at have drukket, siger Erik Terp Jensen, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.