Politiet: Kan ikke fastslå brandårsag til Jysk-brand

Branden i butikken Jysk i Vejle den 20. april bliver måske aldrig opklaret. Efter en måneds undersøgelse ved politiet ikke, hvordan den er opstået.

Branden, der hærgede Jysk-butikken på Dandyvej i Vejle, var meget voldsom. I løbet af et par timer udbrændte lager og butikslokale.

- Det sker en gang imellem, at vi ikke kan fastslå brandårsagen, siger vicepolitikommissær Jens Møller Pedersen, lokalpolitiet i Vejle, til TV SYD. Specielt, hvis branden har været voldsom, kan det være svært at udtale sig om årsag eller arnested.

Politiet mangler kun et par mindre analyser, men Jens Møller Pedersen forventer ikke, at de giver nye oplysninger.

- Branden er opstået i en stabel stole i en gård bag lageret. Brandbilledet passer godt med de vidneforklaringer, vi har fået fra personer, som er kommet forbi, og fra nogle ansatte, der mødte ind ved 8-tiden.

Der er umiddelbart ikke noget, der tyder på, at branden er påsat. Men brandspecialisterne kan ikke fastslå, hvad der har udløst branden i plastik-stolene.

Den pågældende morgen var der en kraftig blæst fra syd. Det har givet næring til ilden, som hurtigt har bredt sig til lageret.

De mange kunststoffer i lageret betød, at der blev udsendt en beredskabsmeddelelse for det nærliggende Bilka og Bredballe, bl.a. med en skole lige i røgfanen.

I sidste uge åbnede Jysk en midlertidig butik i et nærliggende butiks-område. Og efter sommerferien flytter butikken – somplanlagt – ind i et nyt butiks-center ved siden af Bilka.