Politiet kræver bilist fængslet for påkørsel af cyklist

Hastigheden var alt for høj, da bilist påkørte 15-årig dreng, mener politiet, der vil have bilisten fængslet.

En 15-årig dreng blev alvorligt kvæstet, da han i weekenden blev kørt ned af en bilist i Sønderborg. Nu har politiet anholdt den 20-årige bilist og kræver ham fængslet.

Ulykken skete kort efter klokken 17 lørdag eftermiddag på Grundtvigs Allé, hvor den 15-årige cyklede ud foran bilisten.

Allerede lørdag fortalte vidner, at bilisten kørte meget stærkt, da ulykken skete. Og selv om politiet stadig er i gang med efterforskningen af ulykken, blev det mandag besluttet at anholde den 20-årige mand og kræve ham varetægtsfængslet.

Manden er anholdt, fordi "han formodes at have kørt med al for høj hastighed i byområdet, hvor der er hastighedsbegrænsning på 50 kilometer i timen", skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Bilisten er sigtet for "uagtsom betydelig legemsbeskadigelse i forbindelse med færdselsuheldet", fremgår det videre af pressemeddelelsen.