TV der bevæger dig

Politiet leder efter mand i Fredericia

(Foto: Arkiv.)

I går blev tre niårige drenge fra Taulov Skole kontaktet af en fremmed mand. Det er anden gang i denne uge, at en mandlig person kontakter skolebørn på Taulov Kirkevej. Lokalpolitiet i Fredericia har kun få oplysninger.

Klokken 13.15 blev de tre drenge kontaktet af en voksen mand på motorvejsbroen på Taulov Kirkevej. Ifølge Fredericia Avisen forsøgte manden at lokke børnene ind i bilen med slik.

Drengene løb dog tilbage på Taulov Skole, og manden kørte derefter fra stedet i ukendt retning.

Lokalpolitiet i Fredericia ved meget lidt om manden, og der er heller ikke noget entydigt signalement af bilen. Drengene mener dog, at bilen var hvid og muligvis var en varebil eller en kassevogn.

Politiet undrer sig over, at manden har kontaktet de tre drenge i samlet flok. De leder efter den pågældende i lokalområdet for at undersøge hans hensigt.

- Intet tyder på, at hensigten er dårlig, men vi kan heller ikke udelukke det, oplyser vicepolitikommissær Finn Ellesgaard fra Fredericia Politi til TV SYD.

Anden gang på tre dage

Det er anden gang på samme uge, at en fremmed har kontaktet børn fra Taulov Skole. I mandags blev et barn fra 1. klasse også kontaktet af en mand. 

- Vi kigger på, om det kan kædes sammen, men signalementerne af mændene og bilerne er forskellige, så vi vil nødig gå ud i spekulationer, vi ikke har belæg for, siger Finn Ellesgaard og fortsætter:

- Vi er selvfølgelig særlig opmærksomme på, om der sker noget lignende i området.

Oplysninger om mændene på Taulov Kirkevej kan rettes til politiet på telefon 114.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu