Politiet leder efter tre gerningsmænd til groft hjemmerøveri

To østeuropæiske kvinder og en mandlig chauffør efterlyses, efter at et tricktyveri udviklede sig til et dramatisk hjemmerøveri. Her blev en 74-årig mand kvæstet, da han blev påkørt af røverne.

Der er formentlig tale om en gruppe kriminelle, der har flere forsøg på tricktyveri mod ældre på samvittigheden, som politiet lige nu leder efter.

Det fortæller vicepolitiinspektør Jeppe Kjærgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi onsdag til TV SYD.

- Det er samme fremgangsmåde, som er blevet anvendt. Først mod en ældre kvinde i Askov, senere mod en ældre mand i Gram og så i Haderslev, hvor det udviklede sig til røveri, siger Jeppe Kjærgaard til TV SYD.

Efter røveriet i Haderslev, hvor en 74-årig mand blev kvæstet, efterlyste politiet i første omgang en lys Volvo Sedan S40 eller S60. Men ejeren af den bil bliver ikke længere sat i forbindelse med de to forsøg på tricktyveri og røveriet på Varbergvej i Haderslev.

Politiet efterlyser nu i stedet en mindre mørk bil af Ford Fiesta-typen.

Både i Askov, Gram og i Haderslev er gerningsmændene tilsyneladende gået efter boliger, hvor der bor ældre.
Både i Askov, Gram og i Haderslev er gerningsmændene tilsyneladende gået efter boliger, hvor der bor ældre.

De to kvinder, der beskrives som mellem 30 og 35 år, udgav sig alle tre steder som læger eller fra hjemmeplejen. De talte dog gebrokkent engelsk.

Politiet vil gerne i kontakt med eventuelle vidner, der har set de tre gerningsmænd tirsdag. De var i Askov omkring klokken 14.15. Godt en time senere var de i Gram. Herefter kørte de til Varbergvej i Haderslev, hvor de begik røveriet mellem 16.30 og 17.00.

Den 74-årige mand fra Haderslev er fortsat indlagt på sygehuset, men er udenfor livsfare.

Politiet kan kontaktes på 1 1 4.