Politiet mener at kende identiteten på involverede i drabsforsøg

Ifølge politiet er tre lokale indblandet i nattens drabsforsøg i Tinglev.

Efterforskning i drabsforsøget fra Tinglev, hvor en 36-årig mand natten mellem torsdag og fredag blev fundet hårdt kvæstet af skud, er kommet et stykke videre. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet mener nu at kende identiteten på tre involverede, to mænd og en kvinde fra området. Politiet opfordrer derfor de tre til at melde sig selv. Der er intet, der tyder på, at det skete har nogen som helst forbindelse til bandemiljøer.

Der foregår fortsat tekniske undersøgelser på og omkring gerningsstedet på Stationsvej. Skudofferet er stadig i livsfare.