Politiet offentliggør billeder af indbrudstyv

Først offentliggjorde ejeren af Restaurant Under Sejlet ulovligt overvågningsbilleder fra indbruddet på restauranten. Nu har politiet selv valgt at offentliggøre dem.

Tre indbrud på fire dage. Det er hvad ejeren af Restaurant Under Sejlet i Aabenraa har oplevet den seneste måned.

Det fik ham i sidste uge i desperation til selv at offentliggøre billeder af gerningsmanden. Politiet sigtede ham i den forbindelse for at have overtrådt persondataloven.

Nu offentliggør politiet selv billeder af gerningsmanden.

Sydlandsk mand med måne

Billederne stammer fra restaurantens overvågningskamera, hvor man kan se gerningsmanden ankomme til gerningsstedet.

Manden beskrives som 35-45 år, omkring 170 cm høj og almindelig til kraftig af bygning. Han er muligvis af sydlandsk udseende og har kort hår med en lille "måne" i toppen.

Han var iført en mørk jakke med lyse striber med langs siden af ryggen og siden af brystet, mørke cowboybukser og mørke sko.

Opretholder sigtelsen

På trods af at politiet nu selv offentliggør billeder af gerningsmanden, er ejeren af restauranten stadig sigtet.
Det siger Knud Reinholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Når det er billeder, som politiet videregiver, så har det principielt ikke nogen betydning for sigtelsen, siger Knud Reinholdt.

Det er nu op til Datatilsynet at vurdere om sigtelsen skal opretholdes.