Politiet og Datatilsynet undersøger pige-rangliste

Politiet i Vejle og Datatilsynet undersøger nu, om der er sket noget ulovligt i forbindelse med hjemmesiden rate-and-chill.com

Sagen om hjemmesiden, rate-and-chill, der udstiller og rangerer piger efter udseende bliver nu efterforsket flere steder. Efter anmeldelse til både politiet og Datatilsynet ser begge nu nærmere på, om der er sket noget ulovligt.

- Vi har blandt andet modtaget en henvendelse fra Forbrugerrådet TÆNK, som har bedt os om at vurdere hjemmesiden i forhold til persondataloven. Vi kigger nu nærmere på hjemmesiden for at finde ud af, hvad det er for nogle oplysninger, der er på den. Vi vil i den forbindelse vurdere, om vi finder anledning til at sende en høring til dem, som er ansvarlige for siden, forklarer chefkonsulent hos Datatilsynet Maiken Christensen til TV SYD.

Også Vejle politi undersøger sagen, som flere har henvendt sig med i de seneste dage.

- Jeg kan ikke sige andet end, at vi ser på, om der er sket nogle overtrædelser. Vi undersøger og efterforsker sagen her i den kommende uge, siger leder af lokalpolitiet i Vejle Frede Nissen til TV SYD.

Skoledirektør vil finde hjemmeside-bagmænd
Direktøren på Campus Vejle, Morten Weiss-Pedersen, er indstillet på, at dem der står bag hjemmesiden skal findes - og han hjælper gerne politiet.

- Vi har videoovervågning som måske viser billeder af dem, som står bag hjemmesiden. De billeder gennemgår vi, for vi vil gerne have fuldt sagen til dørs. Når man hænger andre ud, må man også stå til ansvar, siger direktøren til TV SYD.

Dem, der står bag hjemmesiden rate-and-chill har efter anmeldelserne meddelt på deres facebookside, at de nu lukker hjemmesiden ned.