BLACK FRIDAY Politiet opfordrer butikker - vær opmærksomme på tricktyve

Den kommende fredag er Black Friday – en af de store handelsdage i mange byer – men ifølge politiet også en stor dag for tricktyve.

Forud for den store shoppingdag opfordrer Syd- og Sønderjyllands Politi butikkerne til at tænke i øget sikring - og dermed være med til at sikre kunderne en tryg oplevelse, mens de er ude at handle.

Ifølge de seneste tal går udviklingen heldigvis den rigtige vej, når det gælder tricktyverier i butikker.

Efter at have modtaget i runde tal 60 anmeldelser i årets første 10 måneder af 2015 samt i runde tal 50 anmeldelser i samme periode af henholdsvis 2016 og 2017 er der modtaget 26 anmeldelser i 2018.

Politiet glæder sig over udviklingen

Fungerende vicepolitiinspektør Christian Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Kriminalpræventive Sekretariat glæder sig over udviklingen. Den viser, at en række butikker er opmærksomme på området. Men der er stadig plads til forbedringer.

- Butikkerne og deres ansatte har et stort medansvar i forhold til indsatsen mod tricktyve. En række enkle tiltag kan således gøre det bøvlet for eksempel at aflure kundernes pinkode ved kassen, ligesom butikkerne sender et signal til kunderne om, at her taler vi ikke blot om gode kundeoplevelser. Vi gør også noget for det og øger trygheden, påpeger Christian Østergård.

Politiet vejleder de ansatte

I efteråret 2015 indrettede Syd- og Sønderjyllands Politi sammen med et sikringsfirma tre dagligvarebutikker, så det blev mere sikkert for kunderne at betale - og mere besværligt for tricktyvene at aflure kundernes pinkoder ved betalingsterminalerne.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.