Politiet: Pas på pinkoden, når du tanker

Overvågningsudstyr på en ubemandet tankstation i Kolding, får politiet til at advare bilister om, at de skal passe på pinkoden, når de tanker.

Det er såkaldt skimming-udstyr, der er fundet på den ubemandede tankstation, Shell Express på Haderslevvej i Kolding.

Udstyret kan bruges til at aflæse kundernes pinkoder.

Politiet har fjernet overvågningsudstyret, som nu bliver undersøgt af teknikere i håb om finde spor, der kan lede til gerningsmændene.

Der er endnu ingen anmeldelser af aflæsning og misbrug af kort i forbindelse med sagen, men politiet i Kolding vil ikke afvise, at det kan komme.