Sådan brugte rumænske tricktyve en klat ketchup og snød sig til 600.000 kroner

Seks rumænere, fire mænd og to kvinder, står efter politiets opfattelse bag en serie af tricktyverier. En klat ketchup spiller en stor rolle ved de mange svindelnumre og tyverier.

Syd- og Sønderjyllands Politi er netop nu ved at afslutte et større sagskompleks med omfattende afluring af pinkoder og tyveri af betalingskort over det meste af Jylland med et udbytte på mindst 600.000 kroner.

Seks rumænere, fire mænd og to kvinder, blev anholdt om morgenen den 24. november sidste år i Esbjerg og har siddet varetægtsfængslet siden.

Rumænerne opholdt sig i et sommerhus i Blåvand, havde lejet biler og arbejdede ifølge tiltalen i to hold.

De aflurede i forretninger ældre menneskers pinkoder til betalingskort. Derefter blev enten ketchup- eller boldtricket taget i anvendelse.

quote

Hobro, Mariager, Randers, Spentrup, Brabrand, Viby, Århus, Grenå, Hjørring, Terndrup, Brønderslev, Aalborg, Galten, Silkeborg, Hadsund, Kolding, Esbjerg, Varde, Oksbøl, Ølgod, Ansager, Bramming, Grindsted, Herning, Fredericia, Vejle, Horsens.

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi byer, hvor rumænske tricktyve har været på spil

Mange af de udsete ofre fik afledt opmærksomheden ved, at der blev sprøjtet en klat ketchup på deres tøj - og derefter undskyldte rumænerne højlydt mange gange - og ville tørre ketchuppen væk. Den opståede forvirring brugte de til at stjæle betalingskortene og foretage hævninger eller køb på dem.

Andre gange opsøgte de ældre hjemme under påskud af, at de ved et uheld havde skudt en bold ind i deres have.

Det var tip fra lokalområdet i Blåvand, der førte til, at politiet blev opmærksom på gruppen og kunne anholde dem. I sommerhuset lå der mange af de ting, de havde brugt betalingskortene til at købe.

Omfattende efterforskning

Efter anholdelsen er det Udlændingekontrolafdelingen (UKA Vest) i Padborg, der har stået for den omfattende efterforskning i sagen. Efter anholdelsen af de seks rumænere har efterforskerne via solidt politiarbejde rullet de mange sager op bagfra ved at finde ud af, hvor rumænerne havde opholdt sig hvornår og hvilke bedragerier, de så var ansvarlige for.

Det viste sig, at rumænerne havde gennemført afluringer og tyverier over en stor del af Jylland, ligesom de anvendte kortene i Hobro, Mariager, Randers, Spentrup, Brabrand, Viby, Århus, Grenå, Hjørring, Terndrup, Brønderslev, Aalborg, Galten, Silkeborg, Hadsund, Kolding, Esbjerg, Varde, Oksbøl, Ølgod, Ansager, Bramming, Grindsted, Herning, Fredericia, Vejle, Horsens, Vejen og mange flere steder. 

Der faldt den 23. maj i år ved retten i Esbjerg dom over de første tre rumænere, to mænd og en kvinde, i ca. 50 forhold. Det udløste et år og to måneders fængsel samt indrejseforbud i 12 år. De havde bedraget for omkring 150.000 kroner.

I dag gennemføres endnu en af sagerne mod en af mændene som tilståelsessag ved retten i Esbjerg.

De sidste to rumænere vil komme for retten fra den 11. juli. De er tiltalt for omkring 100 forhold og for at have bedraget for omkring 450.000 kroner.