Politiet: Stop mobilfotos fra ulykker

Flere vidner tog mobiltelefonen frem for at tage fotos eller optage videoer, da en 25-årig mand tirsdag aften faldt ned fra fjerde sal i Sønderborg. Det får politiet til igen at opfordre til, at privatpersoner ikke fotograferer og offentliggør billeder på sociale medier fra ulykker.

Faldulykken skete på Ringgade i Sønderborg omkring klokken 21.00 tirsdag aften, hvor en 25-årig psykisk syg mand kravlede ud på taget fra et kvistvindue i en lejlighed. Herfra faldt han ned fra fjerde sals højde og kom alvorligt til skade.

quote

Det oplever vi desværre af og til ved ulykker. Alle har et kamera ved hånden, som de lige kan hive frem.

Ole Aamand, vagtchef, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Nu opfordrer politiet af etiske årsager til, at vidner ikke offentliggør fotos fra faldulykken på de sociale medier.

- Vi har fået flere opkald fra borgere, der har set vidner, som har stået og taget billeder og videoer derude. Det oplever vi desværre af og til ved ulykker. Alle har et kamera ved hånden, som de lige kan hive frem. Tænk jer om og stop den uskik, siger vagtchef Ole Aamand, Syd- og Sønderjyllands Politi.

For en måned siden blev en 36-årig mand fra Padborg sigtet for at have taget fotos med sin mobil af en alvorlig ulykke og offentliggjort billederne på sociale medier.