Politiet stopper stormberedskab

Aftagende vind og få henvendelser om stormskader fik mandag aften politiet til at lukke ned for det ekstraordinære stormberedskab i forbindelse med stormen Urd.

Træer, tagsten og trampoliner fik sig en gevaldig rusketur mandag aften, da stormen Urd gik i land. De store skader udeblev dog.

Syd- og Sønderjyllands Politi havde mandag aften fået knap 20 henvendelser i forbindelse med stormen. De drejede sig især om væltede træer og vejskilte. Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Politiet vurderer, at der ikke længere er brug for ekstraordinært beredskab. Myndighederne går derfor tilbage til det ordinære beredskab, lyder det i samme pressemeddelelse.

Stormen er aftagende i Syd- og Sønderjylland. Men først i løbet af natten er det helt slut med vindstød af stormstyrke. Vicepolitiinspektør Knud Reinholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer derfor fortsat bilister til at være særligt opmærksomme.