TV der bevæger dig

Politiet tæt på at anholde dba-svindler

Ole Schultz undrer sig over, hvordan en svindler kunne fortsætte med at snyde, selvom han var sigtet af politiet.

Selvom politiet allerede i januar anholdt og sigtede en sjællandsk storsvindler for at snyde og bedrage folk på dba.dk, er han formodentligt fortsat med at narre folk i det sydjyske.

Det er Midt- og Vestsjællands Politi der har samlet sagerne omkring den omfattende svindel, som politiet stadig arbejder på at danne sig et fuldt overblik over.

- Der er tale om en mand fra Køgeområdet, som i januar og februar stod bag en lang række svindelnumre på dba.dk. Han solgte mobiltelefoner og andet elektronisk udstyr, som aldrig dukkede op hos dem der betalte, forklarer Martin Bjerregaard, kommunikationskonsulent hos Midt- og Vestsjællands Politi, til TV SYD.

Svindel flyttede sig

I følge politiet er omfanget af svindlen ganske omfattende. Kameraer, kikkerter, mobiltelefoner og andet elektronisk udstyr til tusindevis af kroner.  Tilsyneladende opererede den mistænkte i det tidlige forår primært på Sjælland og i Hovedstadsområdet, men i marts og april flyttede han svindlen til Jylland.

- Det er ganske alvorligt, hvis en person, som vi allerede i januar har anholdt og siget for bedrageri fortsætter med at svindle. Hvis vi kan sandsynliggøre, at det er ham, der også står bag svindlen i Jylland, så vil han blive varetægtsfængslet, siger Martin Bjerregaard.

Håbløst at det fortsætter

Flere danskere har den seneste tid stået frem og fortalt om, hvordan de i god tro har ladet sig narre til at overføre penge til en sælger, der opererer under samme falske navn på dba.dk 

Én af dem, der er blevet svindlet er Ole Schultz fra Fredericia. Han mistede næsten 10.000 kroner, da han overførte penge for et spejlreflekskamera, der aldrig kom med posten som aftalt.

- Jeg synes, at det er rystende, at en mand kan snyde så mange uskyldige mennesker uden at blive stoppet. Hvis han fortsætter efter at politiet har sigtet ham, så må de jo spærre ham inde, siger Ole Schultz til TV SYD.

Ikke kendskab til svindel

DBA siger fredag til TV SYD, at de ikke har kendskab til storsvindleren, da de alene leverer informationer til politiet, men ikke involveres i de konkrete sager.

- Vi gør, hvad der er muligt inden for rammerne af at have en åben handelsplads som DBA er. Vi har ikke mulighed for at overvåge de 1,4 millioner annoncer, der er på sitet, siger kommunikationschef for ebay, der ejer DBA, Sofie Folden Lund, til TV SYD.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden