Politiet tjekker lastbiler efter dødsulykke

Syd- og Sønderjyllands Politi har hele onsdag tjekket lastbiler, der kunne have været involveret i en tragisk dødsulykke ved Ribe i går eftermiddag. Her mistede en 44-årig mandlig motorcyklist livet

Ulykken skete kort efter klokken 15 tirsdag i rundkørslen ved Ringvejen, Tøndervej og Haderslevvej i Ribes sydlige udkant. Lastbilen kom ad Tøndervej mod nord, og motorcyklisten kom kørende ind i rundkørslen fra øst ad Haderslevvej.

quote

Vi er langt fra færdige med at gennemgå alle tip - men vi har ikke fundet den rigtige lastvogn endnu.

Ivan Gohr Jensen, vagtchef, Syd- og Sønderjyllands Politi

På baggrund af de foreløbige tekniske undersøgelser på ulykkesstedet er det politiets teori, at lastbilens chauffør ikke selv bemærkede ulykken under passage af rundkørslen. Selve motorcyklen har ikke ramt lastbilen, men motorcyklisten er på en eller anden måde kommet ind under lastbilen.

Straks efter ulykken stoppede politiet en lang række lastvognstog på strækningen mellem Ribe og Esbjerg uden at finde ulykkeskøretøjet.

- Vi har igen onsdag fulgt op på de mange henvendelser, som vi har fået om lastbiler, der kunne have været involveret. Vi er langt fra færdige med at gennemgå alle tip - men vi har ikke fundet frem til den rigtige lastvogn endnu, siger vagtchef Ivan Gohr Jensen, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD. Kort før klokken 22 onsdag aften er status den samme.

Se mere på LocalEyes.dk

Vidner på ulykkesstedet har oplyst til politiet, at lastbilen har et hvidt førerhus og et mørkebrunt eller rødbrunt stållad, som måske er en container.