To formodede gerningsmænd bag det dødelige overfald i Horsens lørdag aften er identificeret. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
Politiet opfordrer de to til at melde sig selv inden onsdag klokken 18. Gør de ikke det, bliver de efterlyst med navn og billede.
- Politiet er via efterforskningen nu bekendt med identiteten på begge gerningsmænd. Såfremt de ikke melder sig selv i dag, onsdag den 24. april 2019 inden klokken 18.00, vil politiet efterlyse dem offentligt med navn og billede, står der i en pressemeddelelse fra politiet.
Usædvanlig metode
Det er usædvanligt, at politiet tager denne form for efterlysning i brug.
- Det har vi valgt at gøre på grund af sagens grove karakter, fortæller vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi til TV SYD.
Han fortæller til TV SYD, at politiet har været på de eftersøgtes adresser, men uden held.
- Vi formoder, at de er gået under jorden, siger vicepolitiinspektøren.
Sparsomt signalement
De to formodede gerningsmænd er begge af spinkel bygning, 180-190 centimeter høje og i alderen 18-20 år.
De menes at have sparket og slået den 22-årig mand, som endte med at få blødninger i hjernen. Tirsdag afgik han ved døden.
Voldsepisoden fandt sted i det grønne område Lunden i Horsens lørdag.