Politiet: Vi bruger alt for meget tid på at fange løse dyr

Gentagne episoder med løsgående dyr på kørebanen betyder, at Syd- og Sønderjyllands Politi nu igen opfordrer til, at der er bedre styr på køer, heste og andre husdyr.

Syd- og Sønderjyllands Politi bruger alt for mange ressourcer på at indfange dyr, der er sluppet ud af deres indhegning og går rundt på motor- og landeveje i landsdelen.

- Jeg kan ikke svare på hvorfor, der er så mange løse dyr, men vi bruger godt nok meget tid på det, lyder det fra Mads Lervad Dammark, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Tirsdag formiddag er politiet således rykket ud til løsgående køer på motorvej E20 mellem Holsted og Gørding.

- Vi er igang med at få dem fjernet, for især på motorvejen kan det føre til ekstremt farlige situationer, siger Mads Lervad Dammark til TV SYD.