Politiet håber på gennembrud om rudeknusere

Med anholdelsen af tre polske mænd natten til fredag håber politiet at komme et stort skridt nærmere en opklaring af den senere tids bølge af rudeknusninger og indbrud i biler ved motorvejen.

Sydøstjyllands Politi har de seneste uger efterforsket mere end 50 tilfælde af indbrud i personbiler og lastbiler, der særligt er foregået i og omkring Kolding og ved samkørselspladser og rastepladser langs Esbjergmotorvejen, den Sønderjyske Motorvej og den Østjyske Motorvej. 

Gerningsmændene har skaffet sig adgang til bilerne ved at bryde en dør op eller ved at knuse et vindue, og ved lastbilerne skar de f.eks. presenningen op for at kunne komme ind.

quote

Nu håber vi, at vi har fanget nogle af de tyve, der har været meget aktive

Finn Ellesgaard Nielsen, vicepolitiinspektør, Sydøstjyllands Politi

Natten til fredag anholdt Sydøstjyllands Politi i forbindelse med en anmeldelse af et tyveri fra en bil på en samkørselsplads ved Kolding tre polske mænd på henholdsvis 21, 22 og 39 år. De var i besiddelse af blandt andet en bushammer, en pandelampe og andet indbrudsværktøj.

Efter 10 døgns pause blev der natten til fredag igen knust ruder og begået indbrud i parkerede biler på pendlerpladserne langs motorvej E 45 omkring Kolding og Vejle.
Video: Christian Kallenbach, TV SYD

-   Nu håber vi, at vi har fanget nogle af de tyve, der har været meget aktive. De tre anholdte skal afhøres, og vi vil foretage ransagninger. Det er også muligt, at det er indbrudstyve på vej på arbejde. Det skal efterforskningen nu afklare, siger vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen, Sydøstjyllands Politi, til TV SYD

Det er endnu uafklaret, om de tre mænd bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding.

Politiet opfordrer fortsat bilejere til ikke at efterlade værdier eller personlige ejendele i bilen, eller gemme dem væk, så de ikke ligger synligt fremme, og herudover skal de også altid huske at låse bildørene, når de forlader bilen.

- Ring gerne til  politiet, hvis du ser noget mistænkeligt, så vil vi herefter vurdere, om vi skal rykke ud, siger vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen.