Politiet vil forebygge hos indbrudsofre

Hvis tyvene finder vej til dit hus mere end én gange på to år, kan du i fremtiden få et forebyggende besøg af politiet.

Når huset fyldt med bærbare, ipads og dyre anlæg virker så fristende på indbrudstyve, at de får lyst til at komme igen, kan det være svært at finde på råd.

Nu gør Syd- og Sønderjyllands politi en ekstra indsats for at begrænse indbrud hos borgerne. Hvis man er uheldig mere end én gang inden for to år, kommer politiet på et forebyggende besøg.

Her kan indbrudsramte syd- og sønderjyder få råd om, hvordan man sikrer sin bolig mod de ekstra langfingrede i fremtiden:

-Vi vil simpelthen tage borgeren i hånden og gå en tur rundt om boligen for at vise, hvor man kan sikre sig bedre mod tyve, fortæller politikommissær Christian Østergård ved Det Kriminalpræventive Sekretariat i Syd- og Sønderjyllands politi.

Derudover vil politiet blive klogere på, hvorfor nogle huse er mere indbrudsramte end andre:

-Vi vil også uddele spørgeskemaer til borgerne, så vi kan få et bedre overblik over, hvor og hvorfor tyvene slår til, hvor de gør, siger Christian Østergård.

Syd- og Sønderjyllands politi har fået midler fra Rigspolitiet til at forebygge indbruddene. Midlerne går også til en indsats, der skal sikre virksomheder mod kriminalitet.