Politihund kom til at bide et vidne

En politihund fra Syd- og Sønderjyllands Politis hundeafdeling kom mandag eftermiddag ved et hændeligt uheld til at bide et vidne til en jagt på en tyv på Storegade i Aabenraa.

En hundefører var i sin fritid i et ærinde i Storegade i Aabenraa med sin hund i snor. Han hørte en kvinde råbe på hjælp, og så ved en forretning en kvinde, der forsøgte at få tøj fra en mand. Hun råbte flere gange om hjælp og råbte: "Stop tyven!"

Det lykkedes manden at rive noget af tøjet fra kvinden og løbe af sted med det.

Slap hunden

Hundeføreren løb efter manden, som havde et forspring. Hundeføreren råbte flere gange til ham, at det var politiet, og at han skulle stoppe ? ellers ville betjenten slippe sin hund.

Manden løb videre, og betjenten slap hunden. 

En politihund er i den situation trænet til at fortsætte på færten af den, der løbes efter og at stoppe den, der løber, fortæller lederen af hundeafdelingen, politikommissær Jan Rebsdorf i en pressemeddelelse..

Kom mellem tyv og hund

Imidlertid skete der det, at en ekspedient fra en anden forretning også løb efter tyven - og ind foran hunden. Derfor stoppede hunden ekspedienten ved et bid i låret, fortæller politiet.

Hundeføreren ydede førstehjælp til manden, der var blevet bidt. Manden er blevet behandlet for biddet på skadestuen og får formentligt ikke varige mén.

Efterfølgende lykkedes det betjenten at identificere og anholde den formodede tyv.