Politijagt i nat

Fire patruljebiler jagtede i nat en bil med en trailer efter sig. Traileren var fyldt med tyvekoster.

Det var en vægter, der i nat opdagede et par, som var i færd med at fingerere på trailer, der stod mellem Grindsted og Sønder-Omme.

De stak af med traileren hæftet bag deres bil, skriver netavisen Newsbreak.dk.

Vægteren fulgte efter, mens han kontaktede politiet. De satte fire patruljevogne ind i jagten, som varede i 40 minutter, inden parret blev stoppet.

Traileren var fyldt med tyvekoster, viste det sig.

Parret blev anholdt. Det er en 26-årig mand fra Give og en 40-årig kvinde fra Grindsted. Begge blev sigtet for tyveri. Desuden blev manden sigtet for at have kørt i påvirket tilstand og uden kørekort.