Politik på camping-pladsen

Stor politisk interesse for Campingrådets klage over ulige konkurrence, fordi moms på overnatninger i Tyskland er sat ned til syv procent fra 19 procent.

Det politiske møde fandt sted på Gammelbro Camping ved Årøsund. Et "politisk stormøde" blev det kaldt af Campingrådet. Der var camping, turisme og vækst på dagsordenen.

Ned med moms'en

Campingrådet klager over, at den høje danske moms er årsag til, at de tyske turister holder sig væk. Antallet af tyske camping-overnatninger faldt med 10 procent i august sidste år. Antallet af tyske overnatninger i sommerhuse faldt i samme måned med ni procent. Campingrådet er overbevist om, at tyskerne anser Danmark for at være et alt for dyrt ferie-land, og derfor holder de sig hjemme.

I dag forsøgte Campingrådet at  overbevise politikerne om, at den danske moms på 25 procent skal sættes ned. Det fik de nu ikke noget ud af. De fremmødte politikere ville ikke stille en lavere moms i udsigt.

Regeringspartiet Venstre var repræsenteret af Hans Christian Thoning,  Ulla Tørnæs og Ellen Trane Nørby. Carina Christensen fra de konservative deltog også.

Der var kun en fra oppositionen - nemlig socialdemokraten Benny Engelbrecht.