Politiker forarget over manglende hjælp til blind borger

Politiker tager nu sag om manglende ledsagerordning til 75-årige Merri Christensen op i Esbjerg Byråd.

Det er Nini Oken, socialdemokratisk medlem af Sundheds- og Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, der nu vil se nærmere på sagen.

Merri Christensen er helt blind på det ene øje og har kun fem procent syn på det andet. Alligevel kan hun ikke få tildelt en ledsager, når hun skal ud af huset.

Det skyldes, at 75-årige Merri Christensen er for gammel til at få hjælp, og det forarger Nini Oken.

quote

Jeg vil ikke have, at vi bare lader de ældre borgere i stikken, de er ikke mindre værd, bare fordi de er blevet ældre

Nini Oken, byrådsmedlem, Esbjerg Byråd

- Jeg vil ikke have, at vi bare lader de ældre borgere i stikken, de er ikke mindre værd, bare fordi de er blevet ældre, siger Nini Oken til TV SYD.

Det er servicelovens paragraf 97 der siger, at det kun er handicappede borgere under 67 år, der kan få tildelt en ledsager. Det bekræfter udvalgsformand i Esbjerg Kommune Henrik Vallø overfor TV SYD.

Nini Oken vil nu undersøge sagen nærmere, hun mener, der bør findes penge, der hjælper ældre som f.eks. Merri Christensen.

- Det er jo som at blive spærret inde i et fængsel, det kan vi ikke være bekendt, siger Nini Oken til TV SYD. 

quote

Det er jo som at blive spærret inde i et fængsel, det kan vi ikke være bekendt

Nini Oken, byrådsmedlem, Esbjerg Byråd

75-årige Merri Christensen fra Ribe savner en ledsager, så hun kan komme en tur i teatret eller en tur i byen.

Men som det er i dag, må hun nøjes med at spare op gennem en klippekortordning, og det er ikke godt nok, siger Nini Oken.

- Jeg ved godt, at der er et klippekort, hvor det er muligt at spare op til noget hjælp, men det dur jo ikke. Hvad skal hun bruge en halv time om ugen til, siger Nini Oken.

Se historien om 75-årige Merri Christensen i vores udsendelse på TV SYD i aften klokken 19.30.