Vil det støje mere, og hvor vil det støje, hvis Skrydstrup skal være hjemsted for et nyt træningscenter for samtlige nordeuropæiske F-35-kampfly?
Det er et af de centrale spørgsmål, hvis regeringen ender med at sige ja til planerne fra den amerikanske forsvarsindustri om at gøre flyvestation Skrydstrup til hjemsted for et trænings- og simulationscenter for F-35-kampflyene i Natos nordflanke.
Planerne er detaljeret beskrevet i fredagens udgave af Morgenavisen Jyllands-Posten, og borgmester i Haderslev, Hans Peter Geil (V), siger til avisen, at han lover borgerne i Skrydstrup og omegn, at de store øvelser ikke vil øge flystøjen i regionen.
Han vil ifølge avisen senere indkalde borgerne til et orienteringsmøde om planerne.
- Borgerne skal ikke være nervøse, siger han til avisen.
Top Gun
De mange f-35-kampfly fra Polen, Holland, Norge og Storbritanien skal ikke lande og lette i Skrydstrup. De kommer fra deres egne hjemmebaser og skal ifølge oplysningerne mødes op til 350 kilometer ude over Nordsøen, hvor de skal træne luftkamp.
Borgerne skal ikke være nervøse.
Flyenes bevægelser og pilotens handlinger følges af et avanceret gps-system, som overvåges fra det nye træningscenter i Skrydstrup.
Nogen vil huske filmen Topgun med Tom Cruise fra engang i firserne. Det er det, de skal lave.
Støj langs Vestkysten
En tidligere artikelserie i Jyllands-Posten har afsløret massive støjproblemer med f-35-kampflyene, som om fem år skal afløse de nuværende f-16-fly i Skrydstrup, og Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, vil have regeringens svar på, hvad den har tænkt sig at gøre for at skærme danskerne mod den larm, der vil komme.
- Jeg har ærlig talt svært ved at tro på, at det ikke kommer til at genere borgerne langs vestkysten af Danmark, når vi pludselig skal have hele Nordeuropas F-35-kapacitet hængende over dansk farvand, siger hun til avisen.
Støjklager i USA
Ifølge nyhedsbureauet AP har der været flere borgerklager i USA, når F-35-kampflyene indgik i træningsprogrammer på østkysten ved Maine og Upstate New York. De har bl.a. betydet, at det amerikanske luftvåben har indført restriktioner for, hvor lavt flyene må gå ned, når de træner.
Jeg har ærlig talt svært ved at tro på, at det ikke kommer til at genere borgerne langs vestkysten af Danmark, når vi pludselig skal have hele Nordeuropas F-35-kapacitet hængende over dansk farvand.
Flere arbejdspladser
I Skrydstrup siger formanden for foreningen Flyvestation Skrydstrups Venner til Ritzau, at flere arbejdspladser til området kun er positivt.
Borgmester Hans Peter Geil siger til Jyllands-Posten, at det nye træningscenter er anslået til i første omgang at give 30 nye arbejdspladser.
- Men det er kun første skridt, det kan blive langt mere, siger han, og henviser til at en lignende industripark ved en hollandsk militærlufthavn har skabt omkring 3000 arbejdspladser.
Positiv
Regeringen og Folketinget har endnu ikke taget stilling til projektet, men i en mail til Jyllands-Posten skriver Forsvarsministeriet, at en eventuel godkendelse vil indebære overvejelser om blandt andet miljøpåvirkninger.
Ministeriet skriver også, at regeringen som udgangspunkt er positiv over for ideen.