Politiker i Sebastian-sagen: Pengene skal følge barnet

Venstres Børne- og Undervisningsordfører, Anni Matthiesen, mener at reglerne skal laves om, så andre børn ikke ender i samme situation som Sebastian Lykke Jensen.

Drengen Sebastian Lykke Jensen, der ikke har været i skole i 331 dage, skal kunne få pengene med til den skole, der passer hans behov. Det mener børne- og undervisningsordfører for Venstre, Anni Matthiesen.

Sebastian Lykke Jensen blev smidt ud af sin tidligere skole, men er blevet tilbudt at komme tilbage, noget som moren ikke vil være med til. Hun vil have ham på en friskole, hvor han var på prøve og havde det godt, men det vil Kolding Kommune ikke betale.

Anni Matthiesen (V), der har fulgt sagen siden TV SYD første gang bragte historien i efteråret 2014, er uforstående over, hvorfor der stadig ikke er fundet en løsning.

- Der er en fælles opgave, der skal løses, og ja i hvert fald det tilbud som ellers var på banen i forhold til friskolen, det valgte Kolding Kommune så at sige nej til. Det var ellers her, at moren gerne ville have Sebastian til at gå. Jeg forstår ikke helt, at man ikke kan sætte sig rundt om bordet og så finde en løsning og måske endda tage udgangspunkt i den skole, som også gerne vil optage Sebastian; altså friskolen, siger hun til TV SYD.

Ifølge Annie Matthiesen (V), vil Venstre nu arbejde på reglerne, så man kan undgå en situation som Sebastian Lykke Jensens igen.

- Jeg vil ikke blande i, hvordan Kolding Kommune vil løse det. Jeg håber bare de finder en løsning, og jeg kan i hvert fald sige, at jeg er bekendt med andre kommuner, der vælger at sende pengene med barnet, så man finder en god løsning. Det er noget af det, som vi i Venstre jo også inden længe vil tage fat på med den nye børne- og undervisningsminister. Det er jo netop, at vi ikke skal havne i sådan en situation igen, og at vi dermed finder en model, hvor også pengene kommer til at følge barnet, siger Anni Matthiesen (V) til TV SYD.

Se hele interviewet med Anni Matthiesen (V) herunder. (Varighed: 1:59)