Efter flere strandede biler i år: Politiker lover løsning på lumsk vej

Byrådet i Esbjerg skal igen diskutere, om der skal sættes lyssignal op i hver ende af vejen, som forbinder Mandø og fastlandet, lover politiker.

Det skorter ikke på løsningsforslag til politikerne i Esbjerg Kommune fra beboerne på Mandø, når det gælder om at forhindre, at uvidende turister bliver fanget af tidevandet på vej til eller fra øen.

- Sæt et lyssignal op i hver ende af Låningsvejen, så turister kan finde ud af, hvornår de sikkert kan køre over Låningsvejen, lyder ét af forslagene.

quote

Om det bliver et lyssignal, det kommer an på en politisk drøftelse.

Karen Sandrini, formand, Plan & Miljøudvalget (S), Esbjerg

Et forslag som byrådet tidligere har forkastet, fordi et lyssignal kan ende med at gøre kommunen juridisk ansvarlig, hvis turister alligevel strander på vejen.

Men nu kommer forslaget op igen, efter at en udenlandsk bil så sent som søndag strandede midt på vejen med fire passagerer og to hunde, da tidevandet steg.

Forslaget kommer fra Benny Thomsen, som selv bor på Mandø.

Vil ikke love bestemte løsninger

Og denne gang lover byrådsmedlem og formand for Plan- og Miljøudvalget i Esbjerg Kommune, Karen Sandrini (S), at der skal gøres noget ved sagen.

- Det kommer til at ske efter sommerferien, lover hun.

Hun siger også, at forvaltningen er ved at udarbejde forskellige måder, hvorpå kommunen kan imødekomme alle trafiktyper, som skal krydse vejen.

I et interview på TV SYD onsdag aften vil hun dog ikke komme med håndfaste løfter om, hvordan en løsning kommer til at se ud.

quote

Der er forskellige trafiktyper der krydser Låningsvejen. Der er også gående, og spørgsmålet er, om et trafiklys vil give falsk tryghed.

Karen Sandrini, formand, Plan & Miljøudvalget (S), Esbjerg

- Om det bliver et lyssignal, det kommer an på en politisk drøftelse, siger Karen Sandrini til TV SYD.

Adspurgt, hvad hendes egen holdning er til at sætte lyssignaler op i hver ende af vejen, så turister kan vide, hvornår det er sikkert at køre over, svarer hun:

- Et trafiklys kunne i princippet være nemt at sætte op, men der er forskellige trafiktyper der krydser Låningsvejen. Der er også gående, og spørgsmålet er, om et trafiklys vil være en falsk tryghed, for dem der ikke når over i tide, siger hun til TV SYD.

Ønsker ikke der sker vores turister noget

Karen Sandrini fortæller, at kommunen lige har udarbejdet et nyt advarselsskilt.

quote

Vi ønsker selvfølgelig ikke at der skal ske vores turister eller brugere af Låningsvejen noget som helst.

Karen Sandrini, formand, Plan & Miljøudvalget (S), Esbjerg

- Vi er ved at udarbejde en informationstavle, hvor man kan visualisere, hvor farligt det egentlig kan være, og ud over det laver vi en undertavle, hvor man kan se, hvornår man kan krydse vejen, siger hun til TV SYD.

 

- Vi ønsker selvfølgelig ikke, at der skal ske vores turister eller brugere af Låningsvejen noget som helst. Efter sommerferien skal vi have den her drøftelse politisk, og så må vi finde den bedst mulige måde, så alle kan føle sig trygge, siger Karen Sandrini.