Politiker melder vred vælger til politiet

Folketingsmedlem Jesper Petersen melder en mand til politiet efter et truende tweet.

- Hvis det er retfærdigt, at jeg skal betale 36.25% i arveafgift, så er det vel også retfærdigt at dine livsarvinger, og din, (formoder jeg), lille grimme søn går bort, så du kan prøve hvordan det er?"

Sådan lød et tweet fra en vælger, der er utilfreds med, at Socialdemokratiet vil ændre arveafgiften. Det skriver DR Syd.

Beskeden på twitter var rettet mod Socialdemokratiets skatteordfører, Jesper Petersen, som er valgt i Sydjyllands Storkreds, men til daglig bor i København med sin familie.

quote

Det her er et personligt angreb på min familie, som klart overskred en grænse for, hvad der er politisk, og hvornår det bliver et angreb på ens person.

Jesper Petersen, MF, Socialdemokratiet.

Til DR Syd oplyser Jesper Petersen, at han efter nøje overvejelser har valgt at melde sagen til politiet:

- Jeg var i tvivl, om det var en sag for politiet, men jeg nåede frem til, at det ikke skal være den enkelte politikers vurdering af alvoren i en sag, der skal være afgørende. Det skal være politiets vurdering. Derfor tog jeg en snak med den efterforskningsbetjent, der er på Christiansborg, og han valgte at indgive sagen til Københavns Politi, siger det socialdemokratiske folketingsmedlem.

Jesper Petersen siger til DR Syd, at man som politiker tit bliver udsat for meldinger som denne.

- Men det her er et personligt angreb på min familie, som klart overskred en grænse for, hvad der er politisk, og hvornår det bliver et angreb på ens person. Jeg synes ikke, det kan være rigtigt, at det skal høre med til at være folkevalgt, siger Jesper Petersen.

Jesper Petersen har ikke store forventninger om, at anmeldelsen fører til dom mod den vrede twitter-bruger, men han håber, at det faktum, at manden nu kommer på politiets ”radar”, vil afholde ham fra at sende trusler af sted mod andre politikere, han måtte se sig sur på i fremtiden.