Politiker og pendler om togkaos: Det er skideirriterende

Henning Hyllested, der er folketingspolitiker og pendler fra Esbjerg til København, er ved at være godt træt af, at der fortsat er store togforsinkelser. Han vil have ministeren på banen.

En fejl i kørestrømsanlægget mellem Esbjerg og Lunderskov har siden den 9. maj skabt store problemer for togtrafikken mellem Kolding og Esbjerg.

Nu er det på tide, at Banedanmark kommer med en prognose for, hvornår problemerne er udbedret, mener folketingspolitiker Henning Hyllested, (EL), der bor i Esbjerg og pendler til København. 

- Jeg er godt træt af den forlængede rejsetid, det er simpelthen skideirriterende, siger Henning Hyllested.

Kræver svar fra ministeren

Banedanmark havde lovet en prognose for, hvornår problemerne er løst, i begyndelsen af denne uge, men man oplyste så efterfølgende, at man ikke kan svare på, hvornår togene kører normalt igen. Det forstår Henning Hyllested ikke. 

- Nu har det her varet i 15 dage, og at vi så slet ikke kan få et svar eller en prognose på, hvor lang tid det skal vare, det er helt uforståeligt, mener Henning Hyllested. 

Derfor har han stillet en række spørgsmål til trafikminister Ole Birk Olesen, (LA), som skal svare på, hvad der egentlig foregår, når nu hverken Bandedanmark eller DSB vil sige, hvad årsagen til den lange reparationstid af kørestrømsanlægget på strækningen skyldes.

- Jeg frygter faktisk, at Banedanmark har mistet kompetancer og ressourcer til at indsætte akut vagtberedskab, og at det er årsagen, men det vil vise sig, når ministeren svarer på mine spørgsmål. 

Indtil videre betyder fejlen, at IC-togene mellem Kolding og Esbjerg er aflyst med enkelte undtagelser.